Officeren vendte sig og kiggede på ham, som om han var noget ubehageligt der sad fast på sålen af hans nypudsede officers støvler. Generelt var der ikke den store sympati i hæren for teknikerne.

Officeren vendte tilbage til at betragte bjerglandsbyen foran dem igennem sin kikkert. Det ene jagerfly efter det andet kastede bomber ud over den.

De faldt igennem luften, med den uregelmæssige tumlen, der afslørede at det var napalm. Bomberne ramte med få sekunders mellemrum, så man kunne mærke eksplosionen i mellemgulvet som en svag rumlen. Snart var der ikke noget af byen der ikke brændte.

- Nå, nu kan der vist ikke være så mange tilbage, sagde officeren.

Han kiggede på sin bærbare taktiske monitor. En penbaseret computer i A4 størrelse.

Det taktiske oversigstprogram var gået ned. Han bandede indvendigt, og genstartede det. I løbet af få sekunder kom det op igen. Det dannede et 3D oversigtskort over slagmarken.

Sattelit billeder, live kamera-feeds fra flyene, strategisk placerede kameraer, radarsignaler, infrarøde følere, og utallige andre sensorer blev kombineret i hans taktiske display. Altsammen for at fjerne "krigens tåge".

- Nej. Jeg tror vi er ved at være klar til at prøve det nye skjold af, sagde teknikeren.

Officeren kigge på ham igen. Om muligt endnu mere misfornøjet end før.

Han vidste udemærket at teknikeren med stor sandsynlighed tjente 2 til 3 gange så meget som ham selv. Samtidig med at han aldrig skulle i kamp. Men som alle andre, vidste han også udemærket at den moderne hær ikke kunne klare sig uden.

Automatiseret krig var meget nemmere for alle. På nær fjenden altså. Offentligheden derhjemme havde heller ingen problemer med at dyrt millitært issenkram blev ødelagt. Det var nemmere at acceptere, end at deres sønner og døtre vente hjem i ligposer.

- Hvis du ikke har noget imod det skal jeg nok tage de operative beslutninger, svarede officeren kort for hovedet.

Teknikeren trak på skulderen. Officeren talte til 30 inde i hovedet. Han ville vente med at give angrebsordren. Bare for at understrege hvem der bestemte.

Han trykkede på den lille knap, der sad fast på mikrofonen på hans headset.

- Ok, 1. 2. og 3. kompagni sæt i værk. Skjold alpha og bravo giv dækning.

Så snart han havde givet ordren startede de pansrede mandskabskøretøjer automatisk op bag ved ham. Talegenkendelsen i dem havde lyttet med, og verificeret at det var hans stemme. Soldaterne inde i dem vågnede brat op ved lyden. Køretøjerne kørte hurtigt og systematisk fremad. De fulgte deres forprogrammerede rute.

Officeren skiftevis kiggede på sin taktiske monitor, og igennem sin kikkert. Han checkede at det der skete på skærmen svarede til det der skete i virkeligheden. Det var egentlig mest af vane. Der var aldrig nogen forskel. Men det var noget af det man virkelig blev grillet for på officersskolen, hvis man glemte at lave en visuel verifikation.

Officerens puls og åndedræt blev lidt kraftigere. Det var øjeblikke som dette han havde meldt sig til hæren for. Det var ligesom et realtime strategisk copmputerspil, med synkroniseret virkelighed. Han havde kæmpet utallige slag, og der havde aldrig været virkelige problemer.

Tabstallene og materielskaderne var altid faldet indet for den statistiske usikkerheds grænse. Som regel havde han brugt uger inden et slag på simulatoren, så han kendte mulighederne ud og ind.

Han var sikker på, at det denne gang ville gå lige som det plejede.

Området foran officeren var en stor flad strækning. Det var foreløbigt intet problem for PMV'erne at krydse terrænnet. Længere fremme ville de dog blive nødt til at stoppe og lukke folkene ud. Der var en stejl stenet klippe, som PMV'erne ikke kunne komme op af. For enden af klippe lå den landsby der skulle indtages.

Det betød at der kom en farlig periode, fra hans mænd steg ud af PMV'erne, og indtil de var oppe i landsbyen. Når de først var deroppe var der bedre dækning.

Men officeren havde øvet sig på den del af slaget utallige gange. Der var ikke risiko for over 2% tab, ifølge simulatoren. Eller ca. 10 af hans mænd.

Han foretrak at tænke i procent.

I bunden af hans taktiske monitor var der en rød søjle der viste tabsprocenten. Der stod et stort rødt "0%" ud for den. Han smilte lidt.

Napalmbombardementet var begyndt imens der stadigvæk var tusmørke, og havde fortsat til solen begyndte at kigge frem over horisonten.

Fjende der nu var dukket op af deres skjul, affyrede deres dyre lyssporsammunition. Det tydede på at de ikke havde nået at skifte magasiner og maskingeværsbælter ud til almindelig ammunition. Det var et godt tegn.

Man kunne ikke se fjenden med det blotte øje, men lyssporene efter deres projektiler tegnede streger igennem luften.

Omkring 50 meter ude fra landsbyen var det som om nogle af kuglerne forsvandt ind i en usynlig mur, der var et par meter dyb. Projektiler og granater stoppede simpelthen når de nåede muren. Enkelte lyste op et kort øjeblik, røg et stykke til siden i en ujævn bevægelse, og faldt så til jorden.

Det var de to laserskjolds kanoner der gjorde deres arbejde.

Når man kun lige kiggede på dem, virkede det næsten som om de var helt ubevægelige. Men kiggede man godt efter, kunne man se at de bevægede sig i ganske små ryk. Det der skete var at deres radar analyserede projektilernes og granaternes baner. Derefter fandt de automatisk den mest effektive rækkefølge at skyde projektilerne ned i.

Varmen fra laseren smeltede projektilerne, og ødelagde deres aerodynamiske form. Hvorefter de hurtigt faldt ned. Granaterne brændte enten i stykker, eller eksploderede.

- Det ser ikke ud til at de virker lige så effektivt som de plejer, sagde officeren til teknikeren. Han virkede for første gang en smule bekymret. Et angreb op ad bakke, uden lasermuren, ville være det rene selvmord.

- Jo. De virker som de skal, ifølge de nye specifikationer. Vi har opgraderet softwaren, og gjort dem smartere. Systemet kører godt nok kun 2.0 beta, men det er blevet testet både i simulator, med dyr, og med robotter. Laserne er jo rimeligt dyre og vanskellige at håndtere. De skal have strøm nok, og afkølingen er også vanskelig. Så en af jeres generaler fik den idé at vi skulle optimere dem. Nu stopper de kun de projektiler der er på vej imod et mål. Det vil sige at laserne udregner hvilke projektiler der rent faktisk er ved at ramme nogle af vores styrker. Som du sikkert ved er det ikke ret mange af de skud der bliver affyret, der rent faktisk rammer målet. Derfor kan vi nu klare opgaven med kun to kanoner, i stedet for de 20 der normalt skulle til. Det sværeste var at få kanonerne til at genkende egne styrker, så de kunne regne ud om den fjendtlige ild var på vej imod en af vores egne enheder. Da vi først havde løst det problem, var resten faktisk ret trivielt. Vi skulle jo også sikre at skjoldet ikke stopper vores egen ild imod fjende ...

Teknikeren var ved at tale sig varm nu. Da han skulle til at fortsætte, afbrød officeren ham.

- Så, de stiger ud nu, sagde han og studerede sit taktiske display.

For foden af bakken kunne man i den svage morgendis se soldaterne myldre ud af PMV'erne. De bevægede med den karakteritiske maskuline, svagt rokkende gang, så man kunne se at de følte sig usårlige. På den afstand lignede de små legetøjssoldater.

De fleste af dem havde prøvet det masser af gange. Hæren var ikke så stor længere, men blev ofte brugt til at stoppe konflikter med, over alt på jorden. Så de blev tit sendt afsted. Millitære indsatser var ikke længere diplomatiets sidste udvej. Det var meget nemmere at sende hæren afsted, end at bruge tiden på alt det langstrakte og irriterende internationale diplomati.

Samtidig havde laser skjoldene gjort det næsten lige så sikkert at være soldat, som at arbejde i byggebranchen. De plejede at kalde deres opgaver for tivoliskydning. De kunne skyde som de havde lyst til, og målene skød ikke tilbage.

Jo det gjorde de, men de ramte aldrig.

Soldaterne begyndte at løbe op imod klippen. De var i god form, og nåede den hurtigt. Men op af selve klippen var der så stejlt at de ofte måtte ned på alle fire, når støvlerne gled i gruset på de glatte klipper.

Pludselig lød der et "BEEP - Unit Lost" fra den taktiske monitor. En rød firkant på den blev mindre og mindre. Indtil den til sidst blinkede over et bestemt sted på slagmarken. Den markerede hvor der lå en soldat der var såret eller død. Positionen blev automatisk sendt til medic enheden, som ville hente ham når slaget var ovre.

Officeren rynkede brynene. Det var lidt tidligt at få et tab.

Hans erfaring sagde ham, at ind imellem kunne laser-muren ikke nå at stoppe et projektil. Eller også kunne fragmenter fra en granat smutte uset forbi skjoldet. Men det var som regel senere, når tropperne var tættere på og der var kortere tid til at beregne projektilernes baner.

Han ignorerede det. man kunne ikke lade operationen gå i vasken på grund af et enkelt tab.

Soldaterne var kommet en fjerdedel af vejen op af klippen da det begyndte at gå galt. Der kom først 3 "BEEP - Unit Lost" hurtigt efter hinanden på officerens taktiske monitor. Derefter kom der et mere. Så var der en kort pause, hvor fjenden holdt inde med skydningen. Officeren kiggede lidt forundret på slagmarken.

Hans tropper fortsatte hurtigt fremad, op af klippen. Indtil der kun var en enkelt fjerdedel tilbage at tilbagelægge.

Pludselig åbnede fjenden ild med alt hvad de havde. Det lød nærmest som en lang skrattende salve. Det bekymrede ikke officeren. Andre havde før prøvet at snyde laser-muren ved at overvælde den. Det var ikke lykedes endnu. Ikke på den afstand.

Den taktiske monitor BEEP'ede pludselig så hurtigte at det ene BEEP afbrød det forrige. BEEP-BEEP-BEE-BE-B-B-B-B sagde det.

Officeren kiggede på den. Han var sikker på at programmet var gået ned igen.

- Satans, sagde han og genstartedede det. Fem sekunder senere kom det frem igen. B-BE-B-B-BE-BE fortsatte det som før. Officeren kiggede forundret på monitoren, og gav den et kraftigt klask på siden. Masser af røde firkanter dukkede op, mindskede sig i størrelse og stoppede over et sted på kortet.

- Hvorfor fanden skal den skabe sig lige nu? Han var på nippet til at miste tålmodigheden. Den røde tabssøjle stod pludselig på 5%.

- Jeg tror ikke det er monitoren der er problemet, sagde teknikeren. Han pegede ned på slagmarken.

Hvad der før var en ordnet og velfungerende millitær operation var nu gået helt i stå. Tropperne lå på klippen, stort set uden nogen dækning. Den taktiske monitor BEEP'ede videre. Tabssøjlen var på 8%

- Hvad sker der! råbte officeren, og kiggede igennem sin kiggert.

Hans enheder lå og trykkede sig på klippesiden. De lå midt i store skyer af støv, der blev hvirvlet op når de fjendtlige projektiler slog ned i klippevæggen. Den taktiske monitor BEEP'ede uanfægtet videre.

- Du må hellere trække dem tilbage, sagde teknikeren.

Officeren var så chokeret over situationen at han fuldstændigt glemte at være arrogant.

- Tilbagetrækning! Tilbagetrækning. Standardformation ild og bevægelse, råbte officeren med panik i stemmen. Man kunne svagt høre soldaternes skrig i det fjerne, sammen med den skrattende lyd af automatvåben.

Tropperne begyndte at trække sig tilbage. Selvom det gik så hurtigt som veltrænede tropper kunne gøre det, virkede det som om alting foregik i slow-motion. Officeren bed sig i underlæben, og kigge på tabssøjlen. Den var nu oppe på 15%.

- Hvad fanden sker der her, råbte officeren til teknikeren. Det satans laserskjold virker jo ikke. Jeg står her med det største tabstal i landkrig de sidste 20 år. Hvordan fanden kan du udsætte mine folk for den slags utestede lort? Officeren var rød i hovedet af raseri, og spyttede for hvert ord.

- Softwaren fejler ikke noget, sagde teknikeren indigneret, imens han gik et par skridt bagud. Det opfyldte alle specifikationerne, bestod alle tests, og i har selv godkendt det til operativt brug.

- Jamen, for fanden, du kan jo se det ikke virker. Jeg har et tabstal på 18% sagde officeren imens han kastede et blik ned på den taktiske monitor.

Han kiggede ned på monitoren igen, som om han ikke var helt sikker på det tal han havde set. Men nu var det allerede skiftet til 20%. Hans ansigt skiftede pludseligt farve fra rødt til næsten helt hvidt.

Han kiggede hjælpeløst ud over slagmarken. De fleste af enhederne var nu endelig nået uden for fjendens skudvidde, og i færd med at hjælpe andre sårede enheder ind i PMV'erne. Der lå stadigvæk døde og sårede enheder spredt hele vejen ned af klippen.

Officeren åndede tungt ud ved synet. Den før så ranke stilling forsvandt. Tanken strejfede ham, at han skulle tænke over, hvem der skulle forsvare ham i krigsretten. Han sank helt sammen, og støttede sig til sin felt-stol.

- Hvad gik der galt? Sagde han stille. Hvad gik der galt?

Teknikeren tastede ihærdigt på sin bærbare maskine. Som om han kunne redde de døde, ved at finde fejlen hurtigt. Han gennemgik de taktiske optagelser gang på gang. Fandt optagelser fra flere vinkler, og samlede dem på hans monitor. han satte dem til synkroniseret afspilning, så hvis han spolede den ene optagelse, spolede de andre samtidig. Hurtigt begyndte han at koncentrere sig om et bestemt tidspunkt i kampen.

- Aha, sagde teknikeren. Nu kan jeg se hvad problemet er. Jeres specifikationer har åbenbart været utilstrækkelige.

- Hvad? Sagde officeren sløvt. Hvad mener du? Han gik hen og kiggede på teknikerens monitor.

- Se her, da du får det første tab. Her falder enheden.

Teknikeren markerede et andet vindue med et nærbillede af ef en fjende i kanten af landsbyen.

- Her kan du se ham der skyder. Teknikeren spolede tilbage og fortatte, se han rammer ikke vores enhed direkte. Han rammer forbi. Han skyder ned i klippen foran ham, sikkert ved et uheld.

Teknikeren spoler frem til den næste serie faldne. Der er optagelsen af fjenden igen. Han dukker frem, sigter omhyggeligt, og skyder tre korte byger. I et andet vindue kan man de de tre enheder der går tabt. De bliver heller ikke ramt direkte. I det første vindue griber den fjendtlige soldat en radio, og råber ind i den. Man kan ikke høre hvad han siger.

- Hvad betyder det? spurgte officeren forvirret.

- Enhederne bliver ikke ramt af hverken projektiler eller granater. De bliver simpelthen ramt af opspringere. Hvis et projektil rammer klippen springer det op igen, og kan ramme enhederne. Oven i det bliver kuglen slået delvist i stykker, og virker så som et eksplosivt projektil. En dum-dum kugle. Det hele skyldes en uheldig kombination. Kan du ikke se det.

- Forklar, siger officeren.

- For det første foregår angrebet op af klippe. Hvilket gør det muligt for projektilerne at lave opspringere. For det andet, er der en af deres officerer, der opdager at opspringerne ikke bliver fanget af laserskjoldet. Ham styrer så et koordineret forsvar, hvor de sigter lidt for kort. Hvilket gør at dine enheder bliver ramt af en byge af opspringere. For det tredie har jeres specifikationer ikke været gode nok. Der var ikke noget om opspringere i dem. Derfor har vi heller ikke testet for dem. Det er simpelthen en softwarefejl, men det er ikke vores, fortsatte han synligt lettet.

- Jamen vi har da aldrig haft det problem med den gamle software, sagde officeren.

- Naturligvis ikke. Der blev alle projektilerne jo stoppet. Faktisk er det ikke en fejl ved det nye software, men en feature.

Så snart teknikeren havde sagt det, kunne han godt selv høre at hans forsøg på at være morsom var malplaceret. Han fortsatte stille.

- Vi har lavet softwaren nøjagtigt ud fra de features der blev bedt om. Lasermuren skulle kun stoppe kugler der var på vej imod et mål. Det gjorde de perfekt. Der er bare en enkelt lille ting der er blevet overset. Teknikeren var temmelig rød i hovedet. Det bliver ordnet i den færdige version 2.0. Så er alle problemerne løst. Det er jeg sikker på.

Officeren følte sine ben give efter under sig, og satte sig tungt i sin feltstol. Han rystede langsomt på hovedet.

INSPIRATIONSKILDER TIL NOVELLEN

• Combat lasers becoming a reality
http://www.upi.com/view.cfm?StoryID=20021210-090342-6771r

• Waterfall Model for Systems Development
http://asd-www.larc.nasa.gov/barkstrom/public/
The_Standard_Waterfall_Model_For_Systems_Development.htm