De får det alternative til at fremstå som noget den etablerede videnskab er stærkt imod, fordi den ikke gider sætte sig ind i deres idéer.

Læger og forskere nægter, ifølge de alternative, at tro på alternative idéer, på trods af alle de gode beviser. Eller blot fordi de opfatter det alternative som trussel imod deres egen profession.

De alternative prøver på den måde at fremstå som de åbne, fleksible og forandringsvenlige. "vi er villige til at tro på det, hvorfor er de så ikke. Det virker jo."

Det er også en almindelig opfattelse at lægerne er meget konservative overfor hvilke midler der virker, og hvilke midler det er "anstændigt" at bruge.

Hvilket bestemt ikke er korrekt.

**Læger skifter praksis så snart det gavner patienterne**

Jeg hører tit klager over at videnskabsfolkene det ene øjeblik siger at noget er godt for én, og i det næste øjeblik er det skidt for én. "Nu skal vi spise grøntsager", "nu skal vi spise mere kød", "så er pasta godt", "og så..."

Grunden til de modstridende meldinger, er at videnskabsfolkene skifter mening efterhånden som forskningen viser nye resultater. Man kan sige at, det er almindelig dagligdag inden for naturvidenskaben at "sandheden" ændrer sig.

Det bliver betragtet som meget uansvarligt for en læge at anbefale en behandling, som det senere har vist sig ikke virker, selvom man egentlig troede det tidligere.

I skarp modsætning til de alternative, der fortsætter deres "behandlinger" uanset beviserne imod dem.

Læger har heller intet imod at bruge nogen som helst former for medikamenter til at helbrede syge mennesker med.

De bruger allerede alt fra fluelarver, igler, plante-ekstrakt, mug, radioaktivitet til gift. De vil bare have et bevis for at de virker, inden de giver det til deres patienter.

Det at finde beviset kan godt være vanskeligt, og tage lang tid. Man er også nødt til at sikre sig at virkningen er bedre end bivirkningerne er dårlige. Derfor er det så besværligt og dyrt at teste ny medicin.

Man skal også altid huske på, at det der betegner en idé som alternativ, er at det enten ikke er blevet testet om den virker, eller at den er blevet testet og ingen effekt har.

Det er også et problem at det videnskabsfolk og de alternative opfatter som et bevis, er helt forskelligt.

Negativt bevis

Det er meget svært at bevise at noget IKKE VIRKER, hvilket man kan sige er de alternatives redning.

Det normale er derfor at videnskaben tester om noget VIRKER i stedet for. Det kan virke som en lille forskel, men er det ikke.

Det svarer til den måde man bliver dømt på i en retsag. Man skal ikke bevise man er uskyldig. Det er anklageren der skal bevise at man er skyldig. De fleste af os er nok enige i at det er den mest effektive måde at finde sandheden på.

Et andet eksempel er, hvis jeg kommer med påstanden "Du skylder mig en million kroner". Så er det op til mig at bevise at du rent faktisk gør det. Det er ikke dig der skal bevise at du ikke gør det.

Her er problemet så at de alternative vil have et "negativt bevis", som det hedder. Det forlanger at videnskaben skal bevise, at deres idéer ikke virker. Hvilket i praksis er meget svært.

I øvrigt skylder du af samme årsag din alternative behandler en million kroner. :-)

Så når der bliver lavet videnskabelige tests, hvor man undersøger om en alternativ ídé virker, og den viser sig ikke at have nogen effekt. Så er det ikke i sig selv et bevis på at idéen er forkert. Men det er et kraftigt fingerpeg i den retning. Når der så er lavet mange undersøgelser, og man i ingen af dem finder nogen virkning, så betragter videnskabsfolk det som et bevis for at idéen ikke virker.

Derfor forkaster de den.

**De alternative holder fast i deres ønsketænkning**

De alternative behandlere derimod beholder deres tro på at deres idéer virker. For nu har de brugt den så længe, og de har masser af gode eksempler på at de virker.

De nægter simpelthen at se den mest sandsynlige sandhed i øjnene, fordi de ikke ønsker at det er sandt.

cognitiv resonans

Vi mennesker har en veldokumenteret psykologisk effekt der hedder "cognitiv resonans".

I vores iver efter at finde sammenhænge i ting, har vi en tendens til lægge mest mærke til det vi helst vil tro på. Så når vi gerne vil tro på noget, har vi en tendens til at lægge mærke til de tilfælde hvor der tilsyneladende sker det vi håber på.

Eller som vi plejer at sige når vi skændes. "Du hører kun det du vil høre!"

Vi glemmer derimod nemt, hvis der ikke sker det vi håber på.

Et godt eksempel er de slanke reklamer, hvor vi ser helt utrolige før- og efter-billeder af ekstremt overvægtige, som har tabt sig 100 kg.

Det er muligt at disse mennesker har tabt sig meget, samtidig med at de tog slankemidlet, men det er ikke på grund af slankemidlet. Hvis der fandtes så effektive slankemidler, ville der ingen fede mennesker være i dag.

Hvis man sælger et slankemiddel til nok mennesker, der gerne vil tabe sig, vil der statistisk set altid være nogen der taber sig.

Uanset om slankemidlet er et mystisk fiberpulver, kalktabletter eller vand!

Når disse mennesker så har tabt sig, bliver der taget billeder af dem, og de bliver fremhævet som eksempler på at midlet virker. Alle de tusinder af mennesker som IKKE tabte sig imens de tog midlet, bliver der ikke taget billeder af.

Hvis man er specielt heldig under en slankekur, er det også den kur man husker. De andre glemmer man.

Men at man taber sig, eller bliver helbredt, imens man er under en aller anden form for behandling, er desværre ikke et bevis for at behandlingen virker.

Sandsynligvis er det blot éns tur til at være så heldig, at den helt rigtige kombination af faktorer spillede ind og man fik det ønskede resultat.

**De alternative må droppe deres forstokkede idéer**

Cognitiv resonans er en af de psykologiske mekanismer, der gør at mange alternative idéer ikke bliver forkastet. Selv om de burde have været det for længst.

Så lad os lige få tingene vendt på hovedet en gang mere. Det er ikke naturvidenskabsfolk der skal være mere åbne. Det er de alternative der skal lade være med at være så lukkede og dogmatiske.

At man har fået en idé, er ikke det samme som at den har nogen som helst sammenhæng med virkeligheden. Uanset hvor meget man gerne vil tro på den.

For at bevare et åbent sind skal man selvfølgelig acceptere at fantastiske ting kan være sande. Men man skal også være åben nok til at acceptere at vidunderlige og fantastiske påstande kan være forkerte. Specielt når alle beviser peger i den retning.

Kommentar
af: John Ståhle
Du skriver: "Jeg hører tit klager over at videnskabsfolkene det ene øjeblik siger at noget er godt for én, og i det næste øjeblik er det skidt for én. "Nu skal vi spise grøntsager", "nu skal vi spise mere kød", "så er pasta godt", "og så..." "
Jam-jam--jamen, det er jo som oftest netop *ikke* videnskabsfolk, som hævder, at så er det ene, så det andet sundt. Det er kost"eksperter". En af de mest almindelige definitioner på en ekspert er som bekendt, at det er en, som har været i fjernsynet.
Bromatologer - de virkelige ernæringseksperter, som har studeret emnet på en videnskabelige basis, er sjældent så omskiftelige i deres vurdering.

Du skriver også: "Så når der bliver lavet videnskabelige tests, hvor man undersøger om en alternativ ídé virker, og den viser sig ikke at have nogen effekt. Så er det ikke i sig selv et bevis på at idéen er forkert. Men det er et kraftigt fingerpeg i den retning. Når der så er lavet mange undersøgelser, og man i ingen af dem finder nogen virkning, så betragter videnskabsfolk det som et bevis for at idéen ikke virker.
Derfor forkaster de den."

Af egen erfaring kan jeg tilføje, at når man så efter langvarige undersøgelser har påvist, at denne fantastiske og revolutionerende metode ikke har påviselig virkning, ændrer den alternative behandler noget i sin metode og sine påstande, siger: "jamen der altså også ..." og lignende. Målet flytter sig hele tiden, så at man er nødt til at starte helt forfra med nye, krævende undersøgelser.

Carl Sagan giver et smukt, kortfattet eksempel på problemet i sin bog "The Deamon-Haunted World", sådan ca.
1. Der er en ildsprudende drage i min garage.
2. Jeg kan ikke se nogen drage.
1. Den er usynlig.
2. Jeg kan ikke mærke nogen varme fra ilden.
1. Jamen det er kølig ild.
2. Vi kunne drysse mel på gulvet og se fodspor.
1. Det er en flyvende drage.
2. Vi kan spraye maling på den og se dens omrids.
1. Maling kan ikke sidde fast på den.
osv. indtil man har fået nok. Dermed har den alternative "bevist" sin påstand, idet han har fået det sidste ord.