Man kan også overlade for meget til de frie markedskræfter.

Så vidt jeg husker har Dansk Folkeparti et forslag om at alle alternative behandlere skal have en autorisation, men det løser da ingen problemer, man må ydermere kræve dokumetation for at behandlingen virker eller i det mindste ikke kan have skadevirkninger.

Dansk Folkeparti kom ikke igennem med en autorisationsordning. En sådan kunne måske få fjernet de værste brodne kar. Det eneste der kom ud af Dansk Folkepartis oplæg var en blåstempling af uddannelsen, der trådte i kraft 1.3.2005. Så klienter må altså stadigvæk døjes med psykoterapeuter, der aldrig burde være terapeuter. Tankevækkende er det, at for at sejle en båd med motor, skal man have certifikat, men ikke engang det kræves, for at rode rundt i menneskers psyke!!!

De skadevirkninger disse fritidsstuderende terapeuter udsætter deres klienter for, kan få fatale følger, det har medierne vist gang på gang.

Hvis det var mig, der havde brug for hjælp, ville jeg i stedet søge en psykolog eller psykiater. Om ikke andet, så har de en langt større og bredere uddannelse. De har også et uvildigt klagenævn, der kan fratage dem deres autorisation i modsat til de alternative psykoterapeuter, deres marked er et LOVLØST marked - det er værd at huske, hvis man TØR opsøger en sådan hjernevrider.

En autorisationsordning vil næppe fjerne de værste brodne kar, tværtimod kan den give klienterne en falsk tryghedsfornemmelse, hvis der ikke derudover kræves dokumentation ( Af de alternative ) for positive virkninger af deres tilbud.

Nej, en autorisationsordning på psykoterapi-markedet vil næppe fjerne de værste brodne kar. Men med en sådan ordning og et langt større krav om kvalifikationer forinden optagelse på uddanelsen, kunne disse om ikke andet, være et lille skridt i den rigtige retning. Som markedet er i dag, er der ingen garanti for at få ordentligt hjælp. I bedste fald er det spild af tid og penge. I værste fald kan man få det endnu dårligere. Det har jo vist sig, at dette lovløse marked, hvert år sender kriseramte mennesker på psykiatriske afdelinger eller får dem til at begå selvmord.
Og når nu politikerne ikke kan/vil sætte en stopper for den slags åndeligt kvaksalveri - ja, så er der kun et at gøre, og det er at holde sig langt væk. Er man i krise, bør man gå til sin læge, der så kan henvise til professionel hjælp hos en psykolog eller psykiater.


:oops:

Det er rigtigt, at der bør være ulighed for at skelne skæg fra snot på et marked, der beskæftiger sig med andres sind, sjæl og helbred.
Men der er nu også somme tider brodne kar på det "veluddannede" marked!
Jeg har selv i mine unge dage været ude for pludselig at blive kaldt skizofren af en almindelig praktiserende læge. Efter at have taget nogle kurser i en eller anden løsrevet psykiatrisk metode mente han åbenbart, at jeg var et interesssant tilfælde, da jeg et år forinden havde været på vej ind i en psykotisk tilstand som reaktion på nogle overvældende ydre omstændigheder. Jeg var ellers tilknyttet en dygtig psykiater, som jeg blot kom til læge for at få lov at besøge nok engang, indtil min utryghed var helt drevet over. Men én af de lokale læger, der slet ikke var inde i mit forudgående forløb, mente altså, at han skulle være den store lokalpsykiatriske frelsermand i stedet, erklærede straks overfor mig, der var 22, at jeg var skizofren og overtalte mig på salvelsesfuld vis til at gå en periode hos ham i det lokale lægehus, for "jeg er jo her altid, du kan få mit hjemmetelefonnr., og jeg har taget et kursus i en metode, der endda har hjulpet en tv-avisspeaker...!"
Desværre havde jeg det på det tidspunkt endnu ikke godt nok til at sige tydeligt fra straks. Det har jeg så siden fået lært! Så jeg gik en tid hos denne galning, der slet ikke kunne bruge min egen indsigt i min situation til noget fornuftigt - f.eks fattede han ikke det faktum at det for mig i en lille sladderby sådan set var rarere at komme ud af landsbyen for at diskutere mine problemer(den rigige psykiater boede i en anden by. Men da jeg bare blev mere ulykkelig af lægens "behandling", og han begyndte at give mig medicin med kraftige bivirkninger, tog min mor gudskelov affære, slog i bordet på lægehuset og støttede mig i at komme tilbage til den gamle dygtige psykiater, - som straks sagde, at der overhovedet ikke var noget psykotisk over mig længere, men at jeg var velkommen, når jeg syntes.
Tænk, hvis jeg havde været fra en virkelig autoritetstro familie. Så havde jeg måske troet på den praktiserende læges amatøragtige diagnose?! For mig er det virkelig skræmmende, at den slags finder sted indenfor det etablerede system!

Det er så næsten tyve år siden nu. Ingen har kaldt mig sindssyg siden, men jeg har i perioder haft stor glæde af alternative terapeuter til både krop og "sjælesorg", fordi nogle alternative metoder passer godttil mit temperament, når jeg havner i en krise af en eller anden slags. Nogle få af dem har jeg hurtigt droppet igen, fordi de har optrådt ufølsomt eller dumt, eller kemien ikke har passet. Det samme har jeg gjort med enkelte almindelige læger.
Jeg er blevet almindligt kritisk med, hvem jeg åbner mig for, men de rette personer fortæller jeg gladeligt alt muligt til.

Det er nok rigtigt, at man i tilfælde af svær psykisk sygdom står sig bedst ved at vælge en veluddannet hjælper, for i den situation har man ikke overskud til at vurdere ret meget på den person, man falder i hænderne på.
Men min erfaring er så altså, at man bør være kritisk både overfor det etablerede system og de alternative behandlere - og, så snart man har overskud, vælge dem fra begge systemer, man selv føler, man swinger bedst med. Både en læge, psykolog eller psykiater og en alternativ terapeut kan være et behageligt, dygtigt menneske - eller en uduelig opblæst person. ;)

Det er rigtigt, at der bør være mulighed for at skelne skæg fra snot på et marked, der beskæftiger sig med andres sind, sjæl og helbred.
Men der er nu også somme tider brodne kar på det "veluddannede" marked!
Jeg har selv i mine unge dage været ude for pludselig at blive kaldt skizofren af en almindelig praktiserende læge. Efter at have taget nogle kurser i en eller anden løsrevet psykiatrisk metode mente han åbenbart, at jeg var et interesssant tilfælde, da jeg et år forinden havde været på vej ind i en psykotisk tilstand som reaktion på nogle overvældende ydre omstændigheder. Jeg var ellers tilknyttet en dygtig psykiater, som jeg blot kom til læge for at få lov at besøge nok engang, indtil min utryghed var helt drevet over. Men én af de lokale læger, der slet ikke var inde i mit forudgående forløb, mente altså, at han skulle være den store lokalpsykiatriske frelsermand i stedet, erklærede straks overfor mig, der var 22, at jeg var skizofren og overtalte mig på salvelsesfuld vis til at gå en periode hos ham i det lokale lægehus, for "jeg er jo her altid, du kan få mit hjemmetelefonnr., og jeg har taget et kursus i en metode, der endda har hjulpet en tv-avisspeaker...!"
Desværre havde jeg det på det tidspunkt endnu ikke godt nok til at sige tydeligt fra straks. Det har jeg så siden fået lært! Så jeg gik en tid hos denne galning, der slet ikke kunne bruge min egen indsigt i min situation til noget fornuftigt - f.eks fattede han ikke det faktum at det for mig i en lille sladderby sådan set var rarere at komme ud af landsbyen for at diskutere mine problemer(den rigige psykiater boede i en anden by. Men da jeg bare blev mere ulykkelig af lægens "behandling", og han begyndte at give mig medicin med kraftige bivirkninger, tog min mor gudskelov affære, slog i bordet på lægehuset og støttede mig i at komme tilbage til den gamle dygtige psykiater, - som straks sagde, at der overhovedet ikke var noget psykotisk over mig længere, men at jeg var velkommen, når jeg syntes.
Tænk, hvis jeg havde været fra en virkelig autoritetstro familie. Så havde jeg måske troet på den praktiserende læges amatøragtige diagnose?! For mig er det virkelig skræmmende, at den slags finder sted indenfor det etablerede system!

Det er så næsten tyve år siden nu. Ingen har kaldt mig sindssyg siden, men jeg har i perioder haft stor glæde af alternative terapeuter til både krop og "sjælesorg", fordi nogle alternative metoder passer godttil mit temperament, når jeg havner i en krise af en eller anden slags. Nogle få af dem har jeg hurtigt droppet igen, fordi de har optrådt ufølsomt eller dumt, eller kemien ikke har passet. Det samme har jeg gjort med enkelte almindelige læger.
Jeg er blevet almindligt kritisk med, hvem jeg åbner mig for, men de rette personer fortæller jeg gladeligt alt muligt til.

Det er nok rigtigt, at man i tilfælde af svær psykisk sygdom står sig bedst ved at vælge en veluddannet hjælper, for i den situation har man ikke overskud til at vurdere ret meget på den person, man falder i hænderne på.
Men min erfaring er så altså, at man bør være kritisk både overfor det etablerede system og de alternative behandlere - og, så snart man har overskud, vælge dem fra begge systemer, man selv føler, man swinger bedst med. Både en læge, psykolog eller psykiater og en alternativ terapeut kan være et behageligt, dygtigt menneske - eller en uduelig opblæst person. ;)

Det er rigtigt, at der bør være mulighed for at skelne skæg fra snot på et marked, der beskæftiger sig med andres sind, sjæl og helbred.
Men der er nu også somme tider brodne kar på det "veluddannede" marked!
Jeg har selv i mine unge dage været ude for pludselig at blive kaldt skizofren af en almindelig praktiserende læge. Efter at have taget nogle kurser i en eller anden løsrevet psykiatrisk metode mente han åbenbart, at jeg var et interesssant tilfælde, da jeg et år forinden havde været på vej ind i en psykotisk tilstand som reaktion på nogle overvældende ydre omstændigheder. Jeg var ellers tilknyttet en dygtig psykiater, som jeg blot kom til læge for at få lov at besøge nok engang, indtil min utryghed var helt drevet over. Men én af de lokale læger, der slet ikke var inde i mit forudgående forløb, mente altså, at han skulle være den store lokalpsykiatriske frelsermand i stedet, erklærede straks overfor mig, der var 22, at jeg var skizofren og overtalte mig på salvelsesfuld vis til at gå en periode hos ham i det lokale lægehus, for "jeg er jo her altid, du kan få mit hjemmetelefonnr., og jeg har taget et kursus i en metode, der endda har hjulpet en tv-avisspeaker...!"
Desværre havde jeg det på det tidspunkt endnu ikke godt nok til at sige tydeligt fra straks. Det har jeg så siden fået lært! Så jeg gik en tid hos denne galning, der slet ikke kunne bruge min egen indsigt i min situation til noget fornuftigt - f.eks fattede han ikke det faktum at det for mig i en lille sladderby sådan set var rarere at komme ud af landsbyen for at diskutere mine problemer(den rigige psykiater boede i en anden by. Men da jeg bare blev mere ulykkelig af lægens "behandling", og han begyndte at give mig medicin med kraftige bivirkninger, tog min mor gudskelov affære, slog i bordet på lægehuset og støttede mig i at komme tilbage til den gamle dygtige psykiater, - som straks sagde, at der overhovedet ikke var noget psykotisk over mig længere, men at jeg var velkommen, når jeg syntes.
Tænk, hvis jeg havde været fra en virkelig autoritetstro familie. Så havde jeg måske troet på den praktiserende læges amatøragtige diagnose?! For mig er det virkelig skræmmende, at den slags finder sted indenfor det etablerede system!

Det er så næsten tyve år siden nu. Ingen har kaldt mig sindssyg siden, men jeg har i perioder haft stor glæde af alternative terapeuter til både krop og "sjælesorg", fordi nogle alternative metoder passer godttil mit temperament, når jeg havner i en krise af en eller anden slags. Nogle få af dem har jeg hurtigt droppet igen, fordi de har optrådt ufølsomt eller dumt, eller kemien ikke har passet. Det samme har jeg gjort med enkelte almindelige læger.
Jeg er blevet almindligt kritisk med, hvem jeg åbner mig for, men de rette personer fortæller jeg gladeligt alt muligt til.

Det er nok rigtigt, at man i tilfælde af svær psykisk sygdom står sig bedst ved at vælge en veluddannet hjælper, for i den situation har man ikke overskud til at vurdere ret meget på den person, man falder i hænderne på.
Men min erfaring er så altså, at man bør være kritisk både overfor det etablerede system og de alternative behandlere - og, så snart man har overskud, vælge dem fra begge systemer, man selv føler, man swinger bedst med. Både en læge, psykolog eller psykiater og en alternativ terapeut kan være et behageligt, dygtigt menneske - eller en uduelig opblæst person. ;)

Ja - man skal passe godt på sig selv, det er jo altid godt at have sig for øje.
Og ja der findes også brodne kar indenfor det etablerede system, ingen tvivl om det. Men der er en væsentlig forskel. Det etablerede system har ingen fordel i beviste at udnytte " nødstedte" mennesker. Det kan jeg næppe tro, for det skæpper jo ikke ekstra i lønningsposen, ved at fastholde et "nødstedt" menneske.
Husk på ingen er helt fejlfrie, heller ikke vore børn, ægtefælde eller for den sags skyld os selv.
Poblematikken omkring de alternative handler derfor heller ikke om at være en 100% fejlfri behandler. Men langt mere om det væsentlige og som alt for oftet foregår, nemlig bevidst at udnytte kriseramte mennesker. Målt i skandaler, ja så er de fritidsuddannede psykoterapeuter målbart førende på området. Hvem kan være tjent med det? Som klient må det da ikke være rart, at være bekendt med, at mange familietragedier er noget disse ukyndige terapeuter har været skyldig i. Det hænger også sammen med, at uddannelse langt fra er god nok, og fordi så mange ikke har fået bearbejdet egne trauma, inden uddannelsen er tilendebragt og de helt lovligt tager klienter ind fra gaden.
Det er værd at huske på, at vi mennesker ofte passer bedst sammen med vores lidelsesfælder. Blot duer det ikke i den form for sparring! Man flytter sig ikke ud af stedet, tværtimod. Det er som ringe i vandet.
Forleden læste jeg, en psykoterapeut der skrev: At psykologer og psykiater "kun" har teoretisk viden. Mig bekendt er en sådan da også eneste forudsætning for, at man kan praktisere forsvarligt. Tænk bare, hvis operationslægen ingen teoretisk viden havde? Og man kan også spørge sig selv, hvad nu hvis ingen bilister i trafikken havde den? I så fald skulle jeg ikke have noget af at sidde bag rattet. Lige så farligt er det, når en terapeut ikke kan sin teori, men det synes psykoterapeuten åbenbart ikke. Jeg ved dog ikke, hvor mange der støtter hende, men der skal såmænd nok være flere, end man lige kan forestille sig.
En anden terapeut himlede også op om at de trods alt har en 4 årige uddannelse, og de i sig selv gjorde dem yderst velkvalificerede. Det er nu kun på papiret den er 4 årig, altså hvis man sammenligner med de professionelles uddannelse, så rækker psykoterapeuternes kun til knap 2 års uddannelse. Udmærket selvfølgelig især hvis man som klientikke tillægger sit liv større værdi, end man godt kan "nøjes" med en så lidt uddannet terapeut, til at rode rundt i ens psyke. Og hvor der ikke engang findes et klagenævn, hvor man kan henvende sig, når man bliver fejlbehandlet.
Desværre må man tilskrive, at de alternative psykoterapeuter er dygtige, især fordi de har formået, at få en så stor flok klienter bildt ind, at fordi man er klog, (hvad kravet er for at blive psykolog eller psykiater), des ringere er kvaliteten af ens uddannelse. Men det er jo lige omvendt. Ingen kan heller mere overbevise mig om andet, det har jeg mit liv for kært til, især efter jeg selv i blind tillid har mærket prisen på flere måder. i blind tillid lagde mit liv en så ukyndig og uprofessionel alternativ psykoterapeuts hænder, og dette forløb var endda tæt på at koste mig livet.
SÅ VOGT DIG - DER ER MERE END EN GOD GRUND TIL AT GØRE DET.:zz:

De ovenstående indlæg er da den værste generalisering, jeg nogen sinde har læst! Det er simpelthen ikke rigtigt, at samtlige psykoterapeuter er nogle elendige kvaksalvere. Jeg synes, det er pinligt, at sådanne ensporede og ukritiske udtalelser kan forekomme.

Venlig hilsen...

Svar på ovenstående:

Fornemmer man, at nogen føler sig stødt på manchetterne??? Det er forståelig nok, men psykoterapeuterne har jo selv været med til at ødelægge deres marked i en grad, så ingen mere kan gennemskue, hvem der er kvaksalver og ikke er det!

Der er vel IKKE en grund til, at socialministeriet NU udsender en advarende pjece, hvori der advares om de faldgruber, der kan forbundet, når man opsøger en alternativ psykoterapeut?

Det har vist sig at Staten NU også selv frasiger sig selv at gøre brug af den slags fritidsuddannede folk. Hvorfor mon det?

Hvis nogen er i tvivl om rigtigheden, at dette marked er mere betændt end godt er, så var det måske på tide at læse bogen: ”FRA KRISE TIL KAOS” psykoterapiens hæslige ansigt – jeg er rystet, efter at have læst den, for her får man syn for sagen også et godt indblik, hvor galt det står til på dette alternative psykoterapimarked.

Søger man den slags tilfældig hjælp, har man INGEN sikkerhed for en kvalificeret behandling. Ingen overhovedet.

Med et sådant lovløst marked, kan INGEN vist fortænke, at ALLE bliver dømt over en kam?

Hvis man må antage, at der findes MANGE dygtige terapeuter, så forstå jeg ikke, hvorfor DE så ikke er stået frem og bedt om at en statslig autorisationsordning på området!

Mon det kan tænkes at de ALLE frygter, at deres uddannelse så ikke rækker til at kunne praktiserer?

Den lovløshed, som er på det alternative område, kan ingen være tjent med. De eneste der nyder fordel af den, er psykoterapeuterne.

Har man sit liv kær, har jeg derfor kun at sige:

”Lad dem kun være!
De er blinde vejledere for blinde,
og når en blind leder en blind,
falder de begge i grøften.
(Matt. 15,14)
:hm: